Turister går forgæves til lukket Eiffeltårnet i Paris

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Turisterne måtte gå forgæves, hvis de tirsdag havde planlagt en tur op i Eiffeltårnet i Paris.

Dørene er nemlig lukkede som følge af den omfattende generalstrejke i hele landet i protest mod regeringens foreslåede arbejdsmarkedsreform.

Mandag lyste Eiffeltårnet i alle regnbuens farver for at markere solidaritet med ofrene for massakren på en bar for homoseksuelle i Orlando i USA.

Tirsdag var det strejken som satte sit præg på det, som regnes som en af Frankrigs fremmeste turistattraktioner.

Strejken har også ført til store problemer i den kollektive trafik, og titusinder har deltaget i demonstrationer over hele landet.

Frankrig har i månedsvis været præget af strejker og protestaktioner som følge af fagbevægelsens stærke reaktioner på, at landets socialistregering har foreslået at lempe på en række bestemmelser i arbejdsmarkedsloven.

Regeringen har blandt andet foreslået, at det skal være lettere at fyre ansatte. Derudover skal arbejdstid, ferier og orlov tilrettelægges, så de er tilpasset arbejdsgivernes behov.

/ritzau/dpa