Turisterne sætter igen kursen mod Grækenland

Pengene strømmer igen ind fra Grækenlands vigtigste indtægtskilde, turismen.

De udenlandske gæster vender i stort tal tilbage, efter at der er faldet ro over landet efter lange tider med politisk ustabilitet, uro og voldelige demonstrationer.

Og det er godt for økonomien. Turisterhvervet udgør næsten en femtedel af landets indtægter.

Turistmyndighederne forventer 17 millioner besøgende i år.

- Vi bevæger os mod et rekordår målt på antallet af besøgende, siger Andreas Andreadis, chef for landets centrale turistorganisation Sete.

- Vores mål om direkte indtægter på 11 milliarder euro er opnåeligt, og muligvis kan vi overgå det, siger han.

Holder prognosen stik, vil antallet af udenlandske turiser stige til det højeste siden 2009, da Grækenlands gældskrise begyndte at folde sig ud.

Krisen lammede økonomien, der siden er skrumpet år efter år og forårsagede så meget ballade i gaderne med blodige kampe mellem demonstranter og politi, at mange turister blev skræmt fra at besøge landet.

Hoteller og restauranter har sat priserne ned og samtidig opgraderet deres service for at lokke gæsterne tilbage, fortæller Andreadis.

I gennemsnit opholder turisterne sig i landet i længere tid end tidligere og de lægger også flere penge end før.

Omkring 40 procent af de græske hoteller er nu fire eller femstjernede. Under De Olympiske Lege i Athen i 2004 var andelen 25 procent.

- Frygt for, at grækerne ville være fjendtligt indstillet over for turister- tyskere for eksempel - viste sig sidste år at være ubegrundet, siger Andreadis.

Forudbestillingerne fra Storbritannien og Tyskland på ferier i Grækenland denne sommer ligger langt højere end sidste år.

Grækenlands største konkurrenter er Spanien, Kroatien, Tyrkiet og Egypten. Den politiske ustabilitet i Egypten får nogle turister til at foretrække Grækenland frem for landet ved Nilen.

Østeuropæerne har også fået øjnene op for de græske strande og landets mange historiske monumenter. I år ventes 30 procent flere russere end sidste år at pakke feriekufferten ud i Grækenland.

I 2012 besøgte næsten 900.000 russere landet. En tredobling i løbet af bare tre år.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip