Turisterne sukker dybt over Danmark

»Skrækscenariet er, at Danmark som turismeland når en situation, hvor det er for sent at rette op på udviklingen,« siger hoteldirektør Dorte Krak, der er formand for det regeringsnedsatte Væksteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi, der torsdag offentliggør en kritisk analyse af dansk turisme og samtidig kommer med otte anbefalinger til forbedringer.

Vækstteamet tæller også topchefer fra både Tivoli, Visitdenmark og Wonderful Copenhagen. Trods flere gode enkeltpræstationer oplever turisterne, at Danmark generelt har svært ved at leve op til sine høje priser, der på 12 år er vokset fra 30 til 42 procent højere end EU-gennemsnittet. Både serviceniveau, maden og attraktionernes kvalitet bliver opfattet som for dårlig af for mange turister, lyder en af de overordnede konklusioner fra rapportens bagmænd.

»En stor andel af de udenlandske turister har en lav vurdering af de madoplevelser, som de bliver tilbudt i Danmark,« hedder det i rapporten. Tilmed vurderer udenlandske turister ofte »det danske turisme- og oplevelsesprodukt dårligere, end det er tilfældet i andre lande«. Rapporten fra dansk turismes top er et af de første tegn på selvransagelse i turismeindustrien efter en langvarig negativ udvikling i dansk turisme, der begyndte allerede før årtusindeskiftet.

Situationens alvor blev for få uger siden bøjet i neon, da Danmark landede som nummer 117 ud af 140 lande, da World Economic Forum bad turister vurdere forskellige befolkningers attitude over for turister i landet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Problemerne i den danske turismesektor har medvirket til, at Danmark siden finanskrisens indtog har mistet 1,8 procent af sine udenlandske overnatninger, mens Europa som helhed er gået frem med 5,4 procent.

Turistbranchen bør sende 10.000 ansatte på efteruddannelse i god service i løbet af de næste fem år, lyder det fra rapportens bagmænd, der samtidig opfordrer regeringen til momsafløftning, lavere energiafgifter og en ny dansk samlet turismestrategi. Hurtig handling er nødvendig, medgiver regeringen.

»Regeringen vil til efteråret præsentere en vækstplan for turisme og oplevelsesøkonomi,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF). Hvis Danmark frem mod 2020 kan nå samme vækstrater i udenlandske overnatninger som resten af Europa, betyder det en øget omsætning på 4,3 milliarder kroner i forhold til 2012 svarende til 6.000 nye job.

Dagens Gossip