Tusinder af el-kunder narret af falsk regning

Falske mails florerer i stor stil på internettet. Og ofte er krumspringene mange for at narre dig til at afgive følsomme kontooplysninger eller betale fiktive regninger.

Lige nu er danskerne udsat for mails, hvoraf det fremgår, at elregningen ikke er betalt.

"Din betaling blev afvist af din bank på grund af teknisk problem med automatisk debitering", står der i mailen. Og længere nede fremgår det, at betaler man ikke sin regning, så vil der blive lukket for strømmen.

Det er blandt andet elkunderne hos EnergiMidt i Silkeborg, der har fået en sådan mail. Og flere tusinde har allerede henvendt sig til elselskabet for at spørge til mailen.

- Fra morgenstunden har vi lagt en svarer på vores telefon, hvor vi fortæller, at den her mail ikke er fra os. Og i vores mailboks har vi fået tusind forespørgsler på, om det her er rigtigt, siger Jacob Hokland, der er presseansvarlig hos EnergiMidt.

Det er ikke kun kunder hos EnergiMidt, der risikerer at få en mail om deres elregning. Jacob Hokland skønner, at det kan være op til 40.000 danske e-mailadresser, der har fået en falsk e-mail i indbakken.

Samtidig påpeger han, at EnergiMidt ikke ville sende en mail ud om, at man ville lukke for strømmen hos kunderne på grund af en ubetalt regning:

- Så får man sådan en mail, så ring til os eller mail og spørg, om det her kan være rigtigt. Lad være med at åbne den eller trykke på det link, der er i den, siger EnergiMidts presseansvarlige.

Det er kun nogle få uger siden, at EnergiMidts navn blev misbrugt i en lignende mailstorm. Og dengang kunne man spore, at de mange mails kom fra Sri Lanka.

- Vi kan få lukket hullet og ellers ikke gøre meget andet end at opfordre folk til at være meget opmærksomme på ikke at give kontooplysninger og lignende videre, siger Jacob Hokland.

Er man blevet franarret sine kontooplysninger, skal man rette henvendelse til sit eget pengeinstitut.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV