Tusinder anholdt i razziaer mod spillebuler under fodbold-EM

Skrevet af admin

19/07/2016

Mest læste i dag

Over 4000 personer blev under EM i fodbold anholdt i internationale razziaer mod udbydere af ulovligt spil på fodboldkampene i Frankrig.

Det skriver Sky Sports.

Aktionerne mod det illegale spilmarked blev ledet af Interpol, det internationale politisamarbejde.

Det er sjette gang, at Interpol slår til mod ulovlig spil på fodbold.

Denne gang blev der gennemført næsten 4000 razziaer mod spillebuler i Kina, Grækenland, Italien, Malaysia, Singapore, Vietnam og Thailand.

Politiet slog til samtidig med, at bolden rullede på de franske stadions.

I en anden aktion, der var koordineret med politiet i Cambodja, Filippinerne, Sydkorea, Vietnam og Thailand, var målet hjemmesider og callcentre, der uden tilladelse udbyder væddemål på fodboldkampe.

Under de to aktioner blev der beslaglagt over ti millioner dollar. Det skal sættes op mod et skøn fra Interpol om, at det sorte spillemarked alene på EM-kampene indgik væddemål for næsten 500 millioner dollar.

- Illegalt spil genererer enorm profit for organiserede kriminelle netværk, der ofte sættes i forbindelse med korruption, menneskesmugling og hvidvask af penge, siger Jim Anderson, der er chef for Interpols enhed til bekæmpelse af korruption og økonomisk kriminalitet.

Interpol har i sine nu seks aktioner mod det ulovlige marked for fodboldvæddemål i alt foretaget over 12.500 anholdelser.

Desuden er der beslaglagt 40 millioner dollar i kontanter og flere end 3400 spillesteder, som skønnes at have håndteret væddemål for næsten 4,85 milliarder dollar, er tvangslukket.

Selv om tallene ser imponerende ud, så er en af verdens førende eksperter i ulovligt spil og matchfixing kritisk over for Interpols indsats.

Interpol har i årevis koordineret den slags aktioner i Asien, men de helt store aktører på det sorte spillemarked går som regel fri.

Det mener Chris Eaton, en tidligere politichef fra Australien, der siden blandt andet har arbejdet for Interpol og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Interpol formår ifølge ham ikke at få de største fisk på krogen.

- De store organiserede onlinefirmaer, der omsætter for milliarder, og som ofte er infiltreret, hvis ikke kontrolleret, af kriminelle i sikker havn-lande som Filippinerne og Malaysia - unddrager sig denne opmærksomhed, siger Eaton til Sky Sports.

/ritzau/