Tusinder flygter fra Gaza-bydel: Granaterne var overalt

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Tusinder af Gazas indbyggere flygtede natten til søndag fra deres hjem. Barfodet og i nattøj strømmede de ud af den nordøstlige Shejaia-bydel efter et uophørligt israelsk bombardement, som skal have kostet mindst 40 palæstinensere livet.

De beskriver alle skrækkelige timer, hvor granater fra kampvogne slog ned i deres hjem, der lå i mørke, fordi elektriciteten var væk. Mange steder var der ingen flugtveje. De ringede efter ambulancer, men det var ikke muligt for bilerne at nå frem på grund af den konstante beskydning.

Så til sidst flygtede de i tusindvis i de tidlige morgentimer. De gik to timer eller mere for at nå til Gaza City. Bag dem lå der døde i gaderne - i bydelene Nazzaz, Shaaf og i andre brændpunkter i grænseområdet mellem Gaza og Israel, fortæller de efter flugten.

- Granatbombardementet begyndte omkring klokken 21 lørdag aften, og det blev værre og værre, siger Ahmed, der flygtede sammen med sin kone, sine svigerinder og deres børn.

Hans døtre var barfodede og konfuse, efter at de trætte var gået til den østlige del af Gaza City, hvor deres forældre desperat søgte efter et sikkert sted at være.

- Der var granater alle steder omkring os. Der var intet lys, ingen vand, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, siger Ahmed.

- Vi ringede efter hjælp, men vi fik at vide, at ingen ambulancer kunne nå frem til os, så til sidst besluttede vi at flygte til fods, tilføjer han.

På Shifa-hospitalet i Gaza City tre kilometer fra Shejaia, kom der ambulancer ind med sårede hvert femte minut søndag morgen. Men dræbte og sårede blev også transporteret til hospitalet i biler og lastbiler.

Ambulanceføreren Alaa siger, at han kørte med en såret gravid kvinde og samlede en mand og hans sårede datter op på vejen. En mand blev transporteret til hospitalet med sine ben stikkende ud gennem et nedrullet bilvindue.

De fleste af de sårede var blevet ramt af granatsplinter. Og mange var dækket af et støvlag, som gjorde deres ansigter grå, og som hang fast i deres blodige tøj.

- De sårede, der kommer ind nu, blev ramt for flere timer siden, siger en læge, Said Hassan, uden for hospitalets modtagelse.

- Dette er det værste, som jeg har set, siger den 38-årige Hassan, der har arbejdet for Gazas sundhedsministerium de seneste otte år.

/ritzau/AFP