Tusinder marcherer mod terror i Tunesien

Tusinder af tunesere går søndag gennem gaderne i hovedstaden Tunis i en march "mod terrorisme".

Initiativet er taget efter det blodige angreb tidligere på måneden på Bardomuseet i Tunis, hvor 24 mennesker mistede livet - heriblandt 21 turister, en politimand og de to gerningsmænd.

Ifølge politiet var omkring 12.000 mennesker på gaden, da marchen blev indledt søndag formiddag.

Folk råbte blandt andet "Tunesien er frit! Ud med terror!"

Det er kommet frem, at de to bevæbnede mænd, som stod bag angrebet på de udenlandske turister i Tunis, var trænet i en lejr for militante islamister i Libyen.

Tunesien har en enorm udfordring med unge, som rejser i hellig krig i blandt andet Syrien og Libyen.

Myndighederne i landet skønner, at op mod 3000 tunesere er draget til Syrien og Libyen for at kæmpe side om side med militante islamister. Det regnes som en alvorlig trussel mod sikkerheden i Tunesien, når de vender hjem.

Derfor forsøger sikkerhedsstyrkerne i øjeblikket at bekæmpe de militante islamister. Lørdag aften angreb og dræbte styrkerne ni islamister - blandt dem en militant leder.

Den dræbte islamistleder fra gruppen Okba Ibn Nafaa, algerieren Lokman Abu Sakhr, menes at være bagmand ved terrorangrebet på Bardomuseet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip