Tusindvis af cubanere modtager paven i Havana

Skrevet af admin

20/09/2015

Mest læste i dag

Hjulene på Alitalia-flyet fra den italienske hovedstad, Rom, ramte landingsbanen i lufthavnen i Cubas hovedstad, Havana, lørdag klokken 21.50 dansk tid.

Dermed er pave Frans ankommet til den caribiske østat.

Han har ni dages rejse foran sig i Cuba og i USA.

Da han landede, var det ikke sent lørdag aften i Cuba. Klokken var kun 13.50 i Havana, og der er stadig mange lyse timer, hvor cubanerne kan tage imod deres gæst og hilse ham velkommen.

Og alt tyder på, at han vil føle sig velkommen. Nyhedsbureauet AFP skriver, at vejen fra lufthavnen og længere ind mod Havana er pakket med tusindvis af mennesker, som vil hylde paven.

På vejen er der hængt store plakater op af det katolske overhoved, der kommer fra Argentina.

Reuters påpeger, at den 78-årige pave med sine egne øjne vil opleve det begyndende tøbrud mellem USA og Cuba - et tøbrud, som han også har været involveret i.

Vi skal ikke længere tilbage end til slutningen af 2014 for at blive mindet om, at der var kold krig mellem USA og Cuba.

Men dengang lovede de to lande hinanden, at de ville lægge sig i selen for at få normaliseret deres forhold med ambassader og diplomatiske forbindelser.

I dag er der udvekslet ambassader.

Raul Castro, Cubas præsident, var i lufthavnen for at tage imod paven, der havde været på vingerne 12 timer.

Det er i øvrigt det tredje pavebesøg i Cuba inden for de seneste to årtier.

Der var godt nok kommunistisk revolution i Cuba i 1959 - det var den nuværende præsidents bror, Fidel Castro, der stod for den - og med revolutionen fulgte en forfatning, der taler om et ateistisk land.

Men Castro-brødrene har gradvist lempet på det siden 1990'erne.

Raul Castro skal endda have fortalt paven ved en tidligere lejlighed, at han måske kan finde på at bede til Vorherre igen og vende tilbage til kirken.

/ritzau/Reuters