Tusindvis af danske småbønder mister EU-støtte

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Omkring 8000 af landets helt små landbrug må fra 2015 klare sig uden landbrugsstøtte.

Det fremgår af en plan fra regeringen om, hvordan EU's landbrugsreform udmøntes her i landet, skriver Jyllands-Posten.

Et led er nemlig, at grænsen for, hvor meget landbrugsjord som udløser direkte støtte, ændres. Kravet hæves fra to hektar til fem. Det betyder, at omkring 8000 af de 44.200, som i fjor fik landbrugsstøtte, slettes fra modtagerlisten.

Det skuffer formand Lone Andersen i Familielandbruget under organisationen Landbrug og Fødevarer.

- Det trækker den gale vej i en tid, hvor det i forvejen er svært at skabe vækst i landdistrikterne, siger hun.

- Selvom det er mange små og hobbylandbrug, har de alligevel stor betydning for fødevareproduktionen og livet på landet. Det samme gælder den danske naturpleje. Kursen er forkert, mener Lone Andersen.

Heller ikke formand Martin Merrild, Landbrug og Fødevarer, er glad for beslutningen om, at hektargrænsen hæves. Han mener, at det vil koste de små bedrifter dyrt.

De 8000 små landbrug modtog i fjor kun 74 millioner kroner af den samlede danske pulje på omkring syv milliarder kroner til landbrugsstøtte.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) siger om den samlede pakke, at det har været afgørende for regeringen, at det danske landbrug ikke bliver stillet dårligere end landbruget i nabolandene.

- Derfor har vi lagt vægt på enkle regler, siger Dan Jørgensen til Jyllands-Posten.

Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, mener, at det er forkert at tage støtten fra de små landmænd.

- Netop de små landmænd med under fem hektar jord står ofte for en mere miljørigtig produktion, hvor der også tages mere hensyn til dyrevelfærden. Derfor er det helt forkert at tage støtten fra dem, siger han i en pressemeddelelse.

Enhedslisten vil tage sagen op i Folketinget for at se, om de kan få et flertal til at afvise regeringens udspil til fordelingen af landbrugsstøtten på dette område, lyder det.

/ritzau/