Tusindvis af flygtninge strømmer igen ind i Østrig

Skrevet af admin

20/09/2015

Mest læste i dag

Overfyldte busser og tog ankommer søndag med flere flygtninge og migranter til Østrig fra Ungarn, Kroatien og Slovenien, der har opgivet eller ikke har evnet at dæmme op for de desperate menneskestrømme.

Østrigsk politi siger, at over 11.000 kom til Østrig lørdag via grænseovergangen Nickelsdorf ved grænsen til Ungarn, og andre 4700 har foreløbig passeret søndag middag.

De fleste har været på en anstrengende tur gennem Balkan for at slippe frem til det vestlige og nordlige Europa.

Dermed oplever Østrig for anden gang inden for kort tid en massiv tilstrømning. I sidste weekend tvang det massive pres af flygtninge og migranter både Østrig og Tyskland til at genindføre grænsekontrol

Kroatiens myndigheder oplyser, at 21.000 flygtninge og migranter de sidste fire dage er strømmet ind i landet, efter Ungarn lukkede sin grænse til Serbien. Langt størstedelen er folk, der er flygtet fra krigen i Syrien.

Tysklands vicekansler, Sigmar Gabriel, sagde i sidste uge, at Tyskland i år risikerer op mod en million asylansøgere, og den tyske regering efterlyser, at andre lande navnlig i Østeuropa påtager sig en del af ansvaret inden for rammerne af EU.

Det har de afvist.

EU's indenrigs- og justitsministre mødes tirsdag for at drøfte fordelingen af 160.000 flygtninge, og emnet kommer op dagen efter på et ekstraordinært topmøde for EU's stats- og regeringschefer.

Tysk politi er ved at undersøge, om en asylsøger har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien, skriver avisen Welt am Sonntag.

Den mistænkte er indlogeret på et flygtningecenter i den nordlige delstat Brandenburg. Politiet har ingen kommentarer til avisens oplysninger.

/ritzau/AFP