Tusindvis af fodboldfans skal hylde Tysklands VM-helte

Det tyske fodboldlandshold, der søndag vandt verdensmesterskabet i fodbold i Brasilien, vender tirsdag hjem til stor hyldest i Berlin.

Tirsdag morgen ankommer fodboldstjernerne til den tyske hovedstad med fly direkte fra Rio de Janeiro, og så går turen til Berlins berømte byport Brandenburger Tor, hvor der venter holdet en kæmpefest. Den sidste del af ruten foregår i en åben lastbil, oplyser det tyske fodboldforbund.

Ifølge nyhedsbureauet dpa er der bygget en 30 meter lang catwalk, der fører gennem menneskemængden ved Brandenburger Tor.

Tyskland vandt søndag landets fjerde VM-titel, da Argentina blev besejret med 1-0 efter forlænget spilletid på det berømte stadion Maracanã i Rio de Janeiro. Mario Götze scorede sejrsmålet i det 113. minut.

Tyskland blev dermed det første europæiske land, der har vundet en VM-titel i Sydamerika. Det var femte gang, at der har været afholdt VM i Sydamerika.

VM-slutrunden vil især blive husket for Tysklands knusende semifinalesejr over de brasilianske værter, som blev ydmyget med 7-1.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV