Tusindvis af grækere går i protest mod sparereformer

Skrevet af admin

22/07/2015

Dagens topnyheder

Tusinder er gået på gaden i den græske hovedstad i protest over de reformer, som parlamentet skal stemme om onsdag aften.

Demonstrationen, der går under parolen "mod de barbariske stramninger", er indkaldt af to af fagforeninger, beretter den statslige radiokanal ERT.

Den græske regering har travlt med at søge mandat til en aftale om et nyt låneprogram, der skal holde Grækenland oven vande.

Onsdagens afstemning omhandler en bankreform og borgerretsreformer, som skal reducere sagsbehandlingstiden i retssager og omkostningerne til disse.

Hvis disse reformer får grønt lys i folkeforsamlingen, vil regeringen "omgående genoptage forhandlingerne med långiverne".

Forhandlingerne skal "være færdige senest 20. august", siger en talskvinde for premierminister Alexis Tsipras' regering.

20. august er en kritisk dato. Den dag forfalder to græske regninger på i alt 3,2 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank, ECB.

Efterfølgende - i september - skal grækerne betale 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond, IMF.

Afstemningen bliver endnu en test for Tsipras. Ved sidste uges afstemning om fire store reformer blev han voldsomt udfordret af sine egne i regeringspartiet Syriza.

Et ja fra parlamentet onsdag er påkrævet, hvis Grækenland skal modtage lånepakken, der ventes at blive på 86 milliarder euro for de kommende tre år.

/ritzau/dpa