Tusindvis af indere flygter fra kampe i Kashmir

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Tusindvis af indere er flygtet fra deres hjem i Kashmir, efter at kampe mellem Indien og Pakistan har bredt sig langs et 200 kilometer langt bælte i den omstridte region.

Det i forvejen spændte forhold mellem Pakistan og Indien er blevet forværret siden sidste sommer, hvor den indiske premierminister, Narendra Modi, brød fredsforhandlingerne med Pakistan.

Siden oktober har der været hyppige voldelige sammenstød langs grænsen mellem ærkefjenderne i Kashmir, som tidligere har forårsaget to krige mellem Indien og Pakistan.

Mindst 10 personer, både civile samt indiske og pakistanske soldater, har mistet livet i de seneste dage, hvor kampene er blevet optrappet.

Mandag flygtede over 6000 mennesker fra deres hjem i den indisk kontrollerede del af Kashmir, fordi kampene spredte sig til civile boligområder nær grænsen. I sidste uge flygtede over 4000 mennesker i området, siger de lokale myndigheder.

- Det lykkedes os at flygte på et hængende hår. Situationen minder om en regulær krig, siger den 54-årige Sham Kumar fra landsbyen Sherpur, hvor han har set "intense granatbombardementer."

Volden er blevet optrappet forud for den amerikanske udenrigsminister, John Kerrys, besøg i området. Præsident Barack Obama skal også besøge Indien senere i denne måned.

USA har i årevis forsøgt at få rettet op på det spændte indisk-pakistanske forhold, der har betydning for flere konflikter i regionen - deriblandt Afghanistan.

Grænsen i Kashmir kaldes Line of Control (LoC), og det sker, at der udbryder spredt skydning hen over grænsedragningen. Parterne beskylder som regel hinanden for at være begyndt.

Begge lande påberåber sig ret til Kashmir, hvor Pakistan kontrollerer den nordvestlige del med tre millioner indbyggere. Indien kontrollerer den sydøstlige del, hvor der bor ni millioner mennesker. Begge lande afviser, at Kashmir bliver selvstændig.

/ritzau/Reuters