Tusindvis af kvinder gik glip af mammografi

Tusindvis af kvinder i Region Hovedstaden har fejlagtigt ikke været indkaldt til en mammografi siden 2012.

Omkring 11.000 kvinder i Region Hovedstaden er blevet smidt ud af screeningsprogrammet for brystkræft, fordi de ikke har svaret på i alt tre indkaldelser til mammografi, oplyser regionens formand for kræftudvalget, Mette Abildgaard (K), til DR Nyheder.

Læs også: Jyske kvinder bryder bryst-tabu ved at smide toppen

- Vi beklager det her rigtig meget over for kvinderne, og vi er rigtig ærgerlige over, at man ikke har været klar over, at denne praksis blev benyttet. Det er vi blevet nu, og praksis bliver ændret, siger hun til DR Nyheder.

I løbet af de kommende uger sender Region Hovedstaden breve ud til de tusindvis af kvinder, som er blevet frameldt. De vil få tilbudt en brystkræftscreening hurtigst muligt og bliver samtidig gentilmeldt ordningen.

Regionen blevet opmærksom på problemet, efter Region Syddanmark onsdag måtte beklage, at man var kommet til at melde over 7000 kvinder ud af det landsdækkende tilbud om en brystkræftscreening hvert andet år, skriver DR Nyheder.

Ifølge Mette Abildgaard har det aldrig været en politisk beslutning at melde kvinderne ud af programmet. Det skyldes et administrativt tiltag, der stammer helt tilbage fra de gamle amter.

- Det er aldrig okay at melde nogen ud af et screeningsprogram uden at orientere folk om det. Det er den store fejl i denne her sag. Man burde have skrevet til kvinderne, at såfremt de ikke reagerer, bliver de frameldt screeningsprogrammet, siger Mette Abildgaard.

Læs også: Brystkræft: Man redder ikke livet, hvis man ikke deltager

I Region Syddanmark har 64 af de kvinder, der faldt ud af systemet, senere fået konstateret brystkræft. Heraf er de 22 kvinder døde.

I Region Hovedstaden har man endnu ikke overblik over, hvor mange af de 11.000 kvinder, der har fået brystkræft, men der vil være nogen, som har fået sygdommen, og nogen som også er døde, siger Mette Abildgaard.

- Vores medarbejdere arbejder i døgndrift for at finde ud af, hvem de her kvinder er. Vi kan desværre ikke sige nu, hvor mange det drejer sig om, siger hun til DR Nyheder.

Kvinderne eller deres nærmeste pårørende i begge regioner har nu mulighed for at klage hos Patienterstatningen.

Ifølge Sundhedsloven skal alle kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes en undersøgelse for brystkræft hvert andet år. Halvdelen af alle kvinder med brystkræft er i den aldersgruppe.

/ritzau/

Dagens Gossip