Tusindvis af ulovlige våben i omløb efter 1. juni

1. juni er dagen, hvor de nye regler for luft- og fjedervåben træder endegyldigt i kraft, så det kræver særlig tilladelse at eje våben med en kaliber på 5,5 millimeter og derover. Har man ikke tilladelserne i orden, gør man sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Våbenejerne har haft et år til at få deres våben registret, men nye tal fra Rigspolitiet viser, at det kun er en brøkdel af dem, der har gjort det. Ifølge de foreløbige tal fra Rigspolitiet har 1.035 danskere per 27. maj fået tilladelse til at besidde luftgeværer og –pistoler på 5,5 millimeter og derover.

Det skal ses i sammenhæng med antallet af våben i omløb, der vurderes til at være flere hundredtusind. Talsmanden for foreningen Nordisk Våbenforum, Marius Hartmann, gætter på, at antallet af registrerede våben er under én procent af det samlede antal.

»Mange kender ikke de nye regler, men der er også nogle, som ikke har forstået alvoren. Har man et gammelt, slapt luftgevær på 5,5 millimeter, som man skyder med i sommerhuset, kan man blive idømt en hård straf,« konstaterer han.

Nordisk Våbenforum er stærkt kritisk over for de nye regler, som justitsminister Morten Bødskov (S) indførte ved en bekendtgørelse sidste år. Ifølge talsmanden viser det lave antal registreringer, at reglerne er forkerte.

»Vi er med på, at der skal være en regulering af de meget kraftige luftgeværer, men man har sat grænsen alt for lavt. Luftvåben med en kaliber på 5,5 millimeter kan ikke sammenlignes med krudtvåben. Folk tager ikke reglerne alvorligt, for de opfatter ikke deres gamle luftgevær som farligt,« siger Marius Hartmann.

En anden kritiker af våbenreglerne er Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V). Han mener, at regeringen har forsømt sin pligt til at oplyse om stramningerne.

»Man er i færd med at kriminalisere tusindvis af lovlydige danskere, men man gør ikke noget særligt for at fortælle dem om de nye regler. Det er uværdigt,« siger han.

Karsten Lauritzen mener også, at man har sat grænsen alt for lavt.

»Der findes meget få eksempler på, at folk er kommet til skade på grund af luftgeværer på 5,5 millimeter. Ifølge regeringen skal reglerne forhindre, at kriminelle får fat i våbnene, men jeg har svært ved at forestille mig, at eksempelvis rockerne bruger almindelige luftgeværer,« siger han.

Anderledes positiv er den socialdemokratiske retsordfører, Ole Hækkerup (S). Antallet af registreringer er helt som forventet på nuværende tidspunkt, siger han.

»Nogle får deres våben registreret, andre skiller sig af med det. Man begynder på den måde at få samfundet omstillet derhen, hvor man gerne vil have det. Det tager tid at få tømt samfundet for våben,« siger Ole Hækkerup.

Har man ikke fået registreret sit våben inden 1. juni, er det for sent. Men hvis man gerne vil af med våbnet, er der endnu en måned at løbe på. Rigspolitiet har indført frit lejde til alle ejere af ulovlige våben, der kan aflevere våbnene i løbet af juni uden at risikere straf.

Dagens Gossip