Tusindvis demonstrerer i Kairo

Efter fredagsbønnen i Kairo er demonstrationerne brudt ud i den egyptiske hovedstad.

Tusindvis af tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi, som militæret fjernede fra magten den 3. juli, er gået på gaderne i den nordøstlige del af Kairo.

De bevæger sig mod centrum, mens de råber slagord som "ned med militærstyret".

Det Muslimske Broderskab, hvor Mursi har sine rødder, har opfordret til demonstrationerne for at vise modstand mod begivenhederne i onsdags, da militæret greb ind og fjernede de lejre, som Mursi-tilhængere har opretholdt i Kairo siden begyndelsen af juli.

Der er meldt om omkring 600 dræbte over hele landet i forbindelse med begivenhederne i onsdags.

Militæret siger, at det har sendt forstærkninger til regeringsbygninger for at øge bevogtningen.

Såvel militær som politi har bebudet, at der bliver grebet hårdt ind mod uroligheder.

Statslige medier i Egypten rapporterer ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at en politimand er dræbt under et væbnet angreb på et tjekpoint i Kairo.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip