Tusindvis flygter fra skovbrandes hærgen i Californien

En brandmand er omkommet i den amerikanske delstat Californien, da han sammen med sine kolleger kæmpede med at få kontrol med omfattende skovbrande, der i dagevis har hærget den nordlige del af staten.

Det skriver CNN, der beretter om mindst 21 forskellige skovbrande i varierende størrelse. Størstedelen af dem er under kontrol, men en tørke, som har plaget Californien i fire år, besværliggør slukningsarbejdet.

50 hjem og udhuse er blevet ødelagt af brandene, og myndighederne vurderer, at 6000 bygninger er i fare for at blive slugt af flammer, hvilket har fået tusindvis til at forlade deres hjem efter anbefaling fra brandvæsnet.

- I alt omfatter evakueringen flere end 12.100 borgere, der bor i 5156 forskellige boliger, skriver Californiens brandmyndighed i en opdatering ifølge CNN.

I området Lower Lake, der ligger nordøst for Sacramento, kæmper knap 2000 brandfolk mod den største af delstatens skovbrande med hjælp fra blandt andet 19 helikoptere.

I alt er cirka 9000 fra brandvæsnet sat ind i kampen mod flammehavet, skriver den amerikanske tv-station på sin hjemmeside.

Den rekordlange tørke i Californien har ifølge guvernør Jerry Brown "omdannet store dele af staten til et fyrtøj".

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip