Tusindvis sang i Mindelunden for frihedskæmperne

Skrevet af admin

04/05/2015

Dagens topnyheder

Stearinlysene brænder ikke kun i danskernes vinduer 4. maj.

I Mindelunden glimtede lysene i et menneskehav af folk, der her til aften var stimlet sammen for at mindes Danmarks befrielse i Anden Verdenskrig.

Klokken 20.36 var det præcist 70 år siden, beskeden om Danmark befrielse strømmede ud af højttalerne.

Og selvom mange tidligere modstandsfolk ikke længere er iblandt os, var flere tusinde unge og ældre i lunden for at høre frihedsbudskabet fra 1945 blive afspillet fra opstillede højttalere.

En opbakning der stadig kan komme bag på en gammel modstandsmand fra krigen.

Læs også: Nazi-skat fundet i københavnsk bankboks

- Jeg blev meget overrasket over, at der var så mange mennesker til at hylde os. Vi gjorde jo bare, hvad vi skulle.

- Faren var, at vi kunne ligge her i gravene. Det gør vi heldigvis ikke, og nu kan vi hylde dem, der ikke er her mere. Det er nok sidste gang, jeg får muligheden for det, siger Carl-Ejner Jørgensen, modstandsmand under 2. Verdenskrig.

De mange mennesker sang fællessang, men stilheden lagde sig, inden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte til de fremmødte frihedskæmperne.

- I er vores sidste vidner. I vidste, at prisen for jer selv blev tung. Men I satte det fælles højere. I traf et valg. I handlede, lød det for kort tid siden til fra statsministeren, til de fremmødte krigsveteraner, modstandsfolk og krigsfanger, der sad iklædt armbind og gamle ordener i et telt.

Også dronning Margrethe var til stede som repræsentant for det officielle Danmark. Hun indledte højtidelighederne med at lægge en krans til minde for de danske ofre for krigen, og de danske frihedskæmpere, der er begravet i mindelunden.

Det er en årlig tradition at mindes de faldne i mindelunden, hvor modstandsfolk den 5. maj 1945 fandt ligene af 202 danske frihedskæmpere, der var henrettet af tyskerne. 106 af dem, samt 31 danske ofre fra de tyske koncentrationslejre, er bisat i lunden.

 

/ritzau/