Tusk: Rusland burde opføre sig mindre som en bølle

Skrevet af admin

21/05/2015

Mest læste i dag

Flere EU-ledere ankommer torsdag aften til EU's østlige partnerskabstopmøde med nedtonede forventninger. Fulgt af forsikringer om, at EU's samarbejde med seks tidligere Sovjet-republikker ikke handler om, at landene skal vælge mellem EU og Rusland.

Men EU-præsident Donald Tusk sætter ved ankomsten til mødet i den lettiske hovedstad, Riga, en ekstra trumf på i sit budskab til Rusland.

- Til dem, der siger, at det østlige partnerskab er rettet direkte mod Rusland, vil jeg sige, at det er ikke.

- Det østlige partnerskab er ikke en skønhedskonkurrence mellem Rusland og EU.

- Men lad mig være helt ærlig: Skønhed betyder noget. Hvis Rusland var lidt mildere, mere charmerende og mere attraktiv, så ville landet måske ikke være nødt til at kompensere for sine svagheder med destruktiv, aggresiv bølletaktik over for sine naboer, siger Tusk.

EU-Kommissionens formand gør det mere end de fleste ledere klart, at muligheden for en dag at blive medlem af EU bør eksistere et sted ude i fremtiden for alle europæiske lande.

Også selv om det ikke ser ud til at komme til at stå direkte i topmødets sluterklæring, at nogle af de seks partnerlande - Ukraine, Georgien, Moldova, Armenien, Aserbajdsjan og Hviderusland - har det, der i EU-sproget omtales som "et europæisk perspektiv".

- Det er ikke et møde om EU-medlemskab, og det er ikke et antirussisk møde. Men vi må sikre, at der findes et europæisk perspektiv for alle landene.

- De er ikke klar, og vi er ikke klar. Men processen er undervejs, siger Juncker.

EU's østlige partnerskab er et seks år gammelt program for styrket politisk og økonomisk samarbejde mellem EU og seks tidligere Sovjet-republikker.

Sidste topmøde blev holdt i Litauens hovedstad, Vilnius, for halvandet år siden.

Det var der, Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, valgte at vende sig fra EU og mod Rusland i stedet. Det blev startskuddet til hans eget fald, den igangværende væbnede konflikt i det østlige Ukraine og EU's nedkølede forhold til Rusland.

/ritzau/