Tutumlu er stenen, der trykker

Tutumlus interesser i at få bestemte spillere til den walisiske klub har åbenbart været den afgørende sten i skoen. Det mener journalisten Dafydd Pritchard, der har gode kilder i Swansea-ledelsen gennem sit arbejde for den lokale avis South Wales Evening Post.

- Der har været et stort sammenstød mellem bestyrelsen og Bayram Tutumlu omkring de kommende transfers. Med 20 mio. pund (175 mio. kr., red.) i overskud sidste år er det jo ikke, fordi pengene ikke er der. Og klubben har også tidligere vist, at den er parat til at bruge dem, fastslår Pritchard og betoner hans egen avis' udlægning onsdag: At Laudrups agent vil diktere, hvem Swansea skal købe. 

Pritchard afliver dermed tidligere oplysninger, om at det er bestyrelsesformandens manglende vilje til at købe dyre spillere, der har udløst krisen.

Dafydd Pritchard tilføjer, at klubledelsen ikke ønsker blindt at spendere penge på spillere, som Tutumlu som spilleragent selv kunne have en interesse i at hente til Swansea.

- Man har været bekymret over Tutumlus indflydelse på indkøbene, og derfor har man nok villet være forsigtig i forhold til, hvor meget han skulle bestemme omkring sommerens transfers, fastslår Pritchard.

Tutumlu sagde torsdag til den walisiske avis, at Jenkins ville hente spillere til klubben, som ikke 'har den kvalitet, som Michael Laudrup har brug for'.

- Jeg arbejder ikke for Swansea City. Huw Jenkins har ikke betalt mig noget, men jeg har brugt en masse i forsøget på at bringe nye spillere til Swansea, sagde Tutumlu, der afviste, at han repræsenterer andre interesser end Laudrups.

Sådan oplever Swansea-ledelsen imidlertid ikke virkeligheden, og det er nu tæt på at udløse det udløse et definitivt brud mellem danskeren og den walisiske Premier League-klub.

Laudrup lover selv, at det er hans klare intention at blive i Swansea. Men ifølge Dafydd Pritchard ser det nu ud til, at den danske manager forlader klubben, når parterne kan blive enige om de økonomiske vilkår for bruddet.

Det vurderer fodboldekspert Niels Christian Frederiksen også. Man afslutter ikke samarbejdet med Bayram Tutumlu uden at gøre det samme med Michael Laudrup, lyder vurderingen fra kommentatoren på Canal9:

- Det her er et kæmpe skridt mod et brud. Når en klub ikke vil være i stue med den rådgiver, som har forhandlet for manageren og i mange tilfælde også, når der skulle hentes spillere, er det et meget tydeligt tegn på et brud.

Michael Laudrup meddelte sent onsdag aften, at konflikten alene er en affære mellem arbejdsgiveren Swansea og den agent, der forhandler for både Laudrup og de spillere, de forsøger at få til klubben. Men Niels Christian Frederiksen tror ikke, at Michael Laudrup vælger sin arbejdsgiver frem for den agent, der har arbejdet tæt med ham siden hans tid som spiller i Barcelona i begyndelsen af 90erne.

- Laudrup kommer ikke til at vælge Tutumlu fra, selv om Swansea ønsker at afbryde samarbejdet med ham. Det bliver Swansea, der bliver valgt fra, før det bliver Tutumlu, mener Niels Christian Frederiksen.

Niels Christian Frederiksen ser stærke sammenligninger mellem konflikten med Swansea og klubber som Mallorca, Getafe og Brøndby, hvor den danske manager også havde svært ved at blive enig med klubledelserne omkring økonomien i spillerhandler.

Men han vurderer også, at Bayram Tutumlus offentlige og hånende angreb på Swanseas bestyrelsesformand, Huw Jenkins, er koordineret med Michael Laudrup.

- Michael Laudrup kunne nemt bede Bayram Tutumlu om at klappe i. Men det gør han ikke. Det er en ret ophedet konflikt, Tutumlu bidrager til, og det kan også meget vel hænge sammen med, at man har fået en føler fra en klub som Paris Saint-Germain eller en spansk klub. Laver man en konflikt for at skabe en vej ud? spørger Niels Christian Frederiksen med henvisning til, at det franske medie L'Equipe torsdag bragte historien om, at den franske mesterklub er i kontakt med Michael Laudrup omkring en et-årig aftale.

Dagens Gossip