TV 2 fejrer 25 års fødselsdag med usikker fremtid

Eleva2eren, Vild med Dans, Lykkehjulet, tv-reklamer og regionale nyheder. TV 2 fylder 1. oktober 25 år, og der er sket meget, siden Samuel Rachlin første gang bød velkommen til den nye TV-kanal.

»TV 2 er en fantastisk historie. Næsten et eventyr. Man starter en kanal på en mærkelig blanding af licens, og at man selv skal tjene pengene på reklamer. TV 2 har hele vejen igennem haft et højt ambitionsniveau,« siger Merete Eldrup, administrerende direktør i TV 2.

Siden TV 2 gik i luften 1. oktober 1988 er kanalen hurtigt blevet danskernes foretrukne. Allerede tre år efter starten havde TV 2 overhalet den tidligere enevældige mastodont Danmarks Radio. I 1992 stod TV 2 for mere end 40 procent af danskernes TV-kiggeri, mens DR måtte tage sig til takke med 35 procent. I dag kan TV 2 stadig bryste sig af at have flest seere i Danmark med en seerandel på 35 procent - men andelen er på sit laveste siden 1992.

»Vi har haft en periode, hvor vi ikke syntes, vi ramte den fuldstændig, men vi er ved finde ind til kernen igen. Særligt på hovedkanalen har vi mærket, at vi har mistet seerandele. Det skal bremses, og det tror jeg også, vi kan. Det er jo lykkedes for DR1 at vende det, ligesom det også er lykkedes for flere af vores nordiske kolleger,« siger Merete Eldrup.

Ifølge medieforsker ved Aarhus Universitet Frands Mortensen havde TV 2s fødsel i 1988 stor betydning, da det brød DRs monopol. Det betød blandt andet, at danskerne begyndte at se meget mere fjernsyn, og på få år steg TV-forbruget ifølge Frands Mortensen med 50 procent. Men på trods af TV 2s gode historie står man overfor nogle store udfordringer de kommende år:

»Man er på vej til at lave à la carte-salg, hvor man kan købe hvert enkelt program for sig, uden man behøver at købe en hel TV-pakke. Her har TV 2 haft en kæmpe fordel af, at deres nye nichekanaler blev lagt ind i Yousees TV-pakke, hvor kunderne næsten var tvunget til at købe dem. Bliver alt à la carte, kan TV 2 få svært ved at opretholde sidekanalernes indtægter,« siger Frands Mortensen.

Samtidig peger Frands Mortensen på, at man endnu ikke ved, hvor stor en trussel streamingtjenester som Netflix bliver mod de etablerede TV-stationer i fremtiden. Kigger man på, hvad der kommer til at ske de næste 25 år, er det ifølge Merete Eldrup næsten umuligt at forudse. For bare halvandet år siden lavede TV 2 en ny strategi, som allerede har været oppe til revision.

»Måden, man ser TV på, begynder at flytte sig, og hvor vi er om 25 år afhænger meget af, hvad der generelt kommer til at ske på TV-markedet. Vores fokus vil være at blive ved med at producere godt indhold som i dag, men være mindre fokuseret på, hvilken størrelse skærm, det udkommer på,« siger Merete Eldrup, der dog ikke kan sige, hvilke programmer vi kan se frem til:

»Vild med Dans holder nok ikke 25 år endnu. Ofte kendetegnes man af det, man er og gerne vil være, men man bliver også kendetegnet ved det, man ikke er. Og mit bedste gæt er, at der ikke kommer reality på TV 2. I hvert fald ikke så længe, jeg sidder her,« siger hun.

Dagens Gossip