TV 2 trækker fjolledans og flygtninge-trailer efter kritik

Skrevet af admin

15/12/2015

Mest læste i dag

TV 2 har besluttet sig for at trække en omdiskuteret reklamefilm - en såkaldt trailer - for et af stationens egne programmer tilbage for at lave den om. TV 2 har på ingen måde haft til hensigt at gøre mord og terror til underholdning, forsikrer tv-stationen.

Den korte film, der skulle gøre reklame for en såkaldt årskavalkade om begivenhederne i 2015, har bragt sindene i kog på de sociale medier.

Filmen er bygget op over sangerinden Mø og hendes hit "Lean On". Sammen med Mø ses ud over Johanne Schmidt-Nielsen også den radikale leder Morten Østergaard i en form for dans.

Men ind imellem er klippet billeder fra nogle af de mest dramatiske begivenheder i årets løb, blandt andet billeder af flygtninge, pigtråd og en mand iført en T-shirt med skriften "Je suis Charlie", der er en reference til angrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det er denne sammenblanding, der har fået hård kritik. Både Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Østergaard forklarer, at de ikke kendte den sammenhæng, deres optræden kom til at indgå i.

- Havde vi kendt præmissen, var det blevet et pænt nej tak, skriver De Radikales pressechef Andreas Hemmeth i en sms til Ritzau.

Johanne Schmidt-Nielsen kalder filmen "langt ude".

- Den blander fjolledans med terror, flygtninge og maskingeværer. Det er respektløst. Ikke mindst overfor de mange, der har mistet. Det fremstår som lallende ligegyldighed, skriver Johanne Schmidt-Nielsen på sin facebookprofil.

Men selv om TV 2 altså trækker filmen tilbage, er der en forklaring på, hvorfor filmen endte med at se ud som den gjorde.

- Traileren her er et forsøg på at indramme et 2015, som har været et skrækkeligt år med for eksempel terror og en stigende flygtningestrøm, forklarer TV 2-redaktør Svend Rasmussen i en skriftlig kommentar.

- Men selv om det fylder meget, så har 2015 altså også været meget andet end det. Det har været en dansker i rummet, et på mange måder overraskende folketingsvalg, en dansker på toppen af de amerikanske hitlister og mange andre ting.

- Jeg skal beklage, hvis nogen tror, at vi forsøger at gøre det her til underholdning. På "De største øjeblikke" arbejder vi meget hårdt på at vise 2015 på både godt og ondt.

/ritzau/