Tv-danser i Norge idømt 21 års forvaring for voldtægter

Julio Kopseng, en kendt tv-danser i Norge, er dømt til 21 års forvaring for voldtægter og overgreb på 19 kvinder, skriver Dagbladet.

Det er den strengeste straf, der er givet i en voldtægtssag i landet.

- Jeg har ingen kommentar, da jeg ikke har læst dommen, siger Kopsengs advokat, Djordje Borojevic, til Dagbladet.

Han skal afsone mindst 10 år af straffen, hedder det.

Julio Kopseng er i Norge kendt som tv-danser, kunstner og stripper. Han blev i retten kendt skyld i at have voldtaget 16 kvinder. Desuden dømmes han for at have forsøgt voldtægt i et andet tilfælde.

Han er tidligere dømt for to voldtægter.

Onsdagens dom sammenfatter alle forholdene.

- Anklagemyndigheden har ikke kendskab til en lignende sag af så stort omfang, siger anklager Guro Hansson Bull under proceduren.

Julio Kopseng har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne.

Under retssagen har Kopsengs forsvarer, advokat Johnny Veum, hævdet, at tv-danseren kan være udsat for en sammensværgelse fra forsmåede kvinder.

Forsvareren siger også, at tiltalen er resultatet af dårligt politiarbejde, og at anklagemyndigheden ikke har været objektiv i sagen.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip