Tv-kendis skal lede svensk ministerium

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Et enkelt navn skiller sig særligt ud på den lange liste over Sveriges nye ministre, der tæller hele 24 personer.

Kun de allerfærreste havde tilsyneladende ventet, at den 42-årige tv-kendis Alice Bah Kuhnke, der startede sin tv-karriere i SVT's "Disneyklubben" og siden fik sit eget talkshow, skulle sidde i regering.

Alice Bah Kuhnke er ikke valgt til Riksdagen og meldte sig først for nylig ind i Miljöpartiet (MP). Tidligere har hun ifølge Jyllands-Posten været medlem af det borgerlige parti Moderaterna.

Ikke desto mindre skal hun nu være svenskernes minister for kultur og demokrati.

- Der troede jeg, at Löfven (statsminister Stefan Löfven) ville spille et mere sikkert kort, siger professor i statskundskab ved universitetet i Göteborg Ulf Bjereld til nyhedsbureauet TT.

Endnu mere overrasket er Aftonbladets kulturchef, Åsa Linderborg:

- Jeg troede, det var en joke, siger hun.

Expressens kulturchef, Karin Olsson, tvivler på, at den nye minister kan løfte opgaven.

- Kulturverdenen er i chok, siger kulturchefen.

Da statsminister Stefan Löfven mødte pressen efter ministerudnævnelsen fredag formiddag ville journalisterne vide, hvad hans forhold til Kuhnke er.

- Jeg har truffet Alice Bah nogle gange. Der er ingen tvivl om, at hun har en gedigen baggrund, siger statsministeren.

Efter nogle i tv-branchen sadlede den nyudnævnte kulturminister om og engagerede sig i tænketanken Sektor3. Herefter har hun blandt andet været generalsekretær for Fairtrade.

Alice Bah Kuhnke har en svensk mor, mens faren er fra Gambia i Vestafrika. Hun er mor til tre piger og er gift med skuespilleren Johannes Bah Kuhnke.

/ritzau/TT