TV Kolding går nye tider i møde

Kulturstyrelsen har offentliggjort listen over 35 ikke kommercielle tv-stationer, der fra 1. marts fortsat kan sende på en regional kanal - i Syd- & Sønderjylland "Kanal Syd".

Fem tv-stationer er udvalgt her i regionen. Det er TV Kick, TV Alternativ, Foreningen ES TV, alle Esbjerg, samt Sønderborg Lokal TV og Danmark C TV, Fredericia.

Det betyder, at TV Kolding fra i morgen ikke længere kan ses på Kanal Syd, men kun via kabelnettet i Kolding, Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld.

- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at Kulturstyrelsen ville uddele tre sendetilladelser i Esbjerg, en i Sønderborg og en i Fredericia, fortæller stationsleder hos TV Kolding, Ivan A.D. Johansen, til dagens.dk.

Men tv-stationen fortsætter som hidtil på kabelnettet.

- Men det bliver nye tider. Vi går fra at være en ikke kommerciel station til nu at være en projekt- og reklamefinansieret kanal, fortæller stationslederen.

Han røber, at stationen mister tilskuddet fra Kulturstyrelsen - et tilskud, der gives til ikke kommercielle tv-stationer - og det er for TV Koldings vedkommende omkring 300.000 kroner.

- Men jeg er fortrøstningsfuld. Vi etablerer nu en salgsafdeling, der skal sælge reklamer.

TV Kolding har en fastansat og denne stilling bibeholdes. Desuden har stationen omkring 25 frivillige.

Dagens Gossip

Dagens TV