TV-lukning vækker græsk vrede

Samtidig har en 24-timers sympatistrejke på tværs af landet lammet tog - og bustrafik. Det skriver Reuters.

Lukningen af TV-stationen sker som et led i en omfattende græsk spareøvelse, der skal bringe det økonomisk trængte land på fode igen.

En regeringskilde oplyser ifølge nyhedsbureauet, at den græske premierminister Antonis Samaras fra partiet Nyt Demokrati er villig til at finde et kompromis med ERT, men at det ligger fast, at stationen skal lukkes.

PASOK, der danner koalition med Nyt Demokrati, vil ikke være med til at lukke TV-stationen helt, men så hellere en »radikal« omstrukturering af ERT. PASOK og Nyt Demokrati danner fælles front i kampen for at blive i euroen, men den seneste tids uenigheder, som blandt andet er opstået på grund af en stærkt ophedet indvandringsdebat, tærer på det græske fornuftsægteskab.

Senest har den konservative avis Kathimerini skrevet, at de to partier er nødt til at finde hinanden nu, ellers bliver der udskrevet valg om en uge. Selv om lederen af PASOK, Evangelos Venizelos, betegner et valg som en kolossal fejltagelse, vil han ikke afvise det.

»Landet har ikke behov for et valg, det vil være en kæmpefejl, men PASOK er ikke bange for et valg,« siger lederen af det socialistiske parti ifølge Reuters.

Dagens Gossip