Tv: Santorum gør nyt forsøg på at blive USA's præsident

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

Der risikerer at blive trængsel på scenen, når alle potentielle republikanske præsidentkandidater skal mødes til debat, inden amerikanerne stemmer ved de såkaldte primærvalg op til næste års præsidentvalg.

Tidligere senator Rick Santorum vil senere onsdag meddele officielt, at han stiller op i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat ved det amerikanske valg i 2016.

Det rapporterer tv-stationen ABC News ifølge Reuters.

Santorum forsøgte også i 2012 at blive den republikanske kandidat, der skulle forsøge at sende Barack Obama ud af Det Hvide Hus, men dengang måtte Santorum se sig slået af Mitt Romney - der siden som bekendt tabte præsidentvalget til Obama.

Santorum, som var medlem af Senatet fra 1995 til 2007, ventes at komme med sin meddelelse senere på dagen ved et arrangement nær sit barndomshjem i byen Cabot i Pennsylvania.

Det rapporterer ABC News, der tilføjer, at stationen har planlagt et interview med Santorum senere onsdag.

I forvejen har Marco Rubio, der siden 2011 har været senator i Florida, offentliggjort sit kandidatur.

Det samme har tidligere guvernør Mike Huckabee, Texas-senator Ted Cruz, Kentucky-senator Rand Paul, pensioneret hjernekirurg Ben Carson og den tidligere HP-chef Carly Fiorina.

Den 1. juni ventes senator Lindsey Graham ligeledes at melde sig i kampen om at blive det republikanske præsidentbud.

Desuden er der spekulationer om, at Floridas tidligere guvernør Jeb Bush og New Jerseys guvernør, Chris Christie, vil melde sig på banen.

/ritzau/Reuters