Tv-show fyrer Novo Nordisk-kok efter racistiske udtalelser

Novo Nordisks samarbejdspartner Paula Deen, en kendiskok der laver diabetes-venlige opskrifter i samarbejde med den danske virksomhed, er blevet fyret af en amerikansk arbejdsgiver.

Fyringen falder i forlængelse af racistiske udtalelser fra Paula Deen, som er selvudråbt dronning af de amerikanske sydstaters køkken.

The Food Network siger, at det ikke vil forlænge kontrakten med Paula Deen, når den udløber til juni. Tv-programmet vil ikke uddybe årsagen.

Men kort forinden havde den 66-årige kendiskok undladt at stille op til et interview på NBC i programmet "Today", hvorefter to videoer dukkede op med Deen, hvori hun undskylder til familie og fans for sit brug af "sårende sprog".

- Jeg vil gerne undskylde til alle for det forkerte, jeg har gjort. Jeg vil lære og udvikle mig efter dette, siger Paula Deen.

Kendiskokken er under anklage fra en tidligere medarbejder, og i løbet af retssagen er der kommet en stribe oplysninger frem, der stiller Paula Deen i et uheldigt lys i hjemlandet.

Ud over at have brugt det stødende ord "nigger" skulle Paula Deen i en video have lavet racistiske og antisemitiske jokes. Hun skulle også have talt positivt om at hyre sorte til at spille slaver til sit bryllup efter en oplevelse på en restaurant.

Paula Deens talsmand har afvist alle anklager og fortæller, at Paula Deen ikke finder racisme acceptabel.

Novo Nordisks samarbejde med Paula Deen har været under kraftig beskydning, da hun er kendt for særdeles fede opskrifter. Hun har blandt andet en opskrift, hvor burger, bacon og donut indgår i samme måltid.

Novo Nordisk følger den aktuelle sag med Paula Deen:

- Vi kender sagen, og vi følger den tæt, siger Mike Rulis, der er kommunikationschef i Novo Nordisk. Han afviser i øvrigt at kommentere den - herunder om Novo Nordisk overvejer at droppe samarbejdet med den amerikanske kok.

Paula Deen er en institution inden for amerikansk madlavning. Hun har deltaget i diverse tv-shows og desuden forfattet adskillige kogebøger og åbnet to restauranter

/ritzau/

 

Dagens Gossip