Tv-station: Fire personer anholdt før muligt angreb i Paris

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Fransk politi har anholdt fire personer, hvoraf en er mistænkt for at have haft planer om et forestående angreb i det centrale Paris, siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

- Vi har oplysninger om en person, som muligvis har i sinde at begå voldelige angreb i Frankrig. Så her til morgen blev han anholdt sammen med tre personer, der opholdt sig sammen med ham, siger ministeren.

De fire personer er nu varetægtsfængslede i henhold til særlige regler, som har været gældende i Frankrig siden angrebene i Paris den 13. november, hvor 130 blev dræbt og 200 blev såret.

Sikkerhedskilder har oplysninger om, at de fire personer har være under overvågning, og at de har forbindelser til islamistiske grupper.

Politiet beslaglagde et ubrugt våbenmagasin til et automatgevær og computerudstyr.

Politifolk, der ønsker at være anonyme, siger at det ikke er muligt at sige, at der var planer om et umiddelbart forestående angreb, som det hed i tidligere medierapporter.

Anholdelserne er foretaget dagen efter, at islamister i Bruxelles åbnede ild mod politifolk, som ville foretage en husrazzia. Fire politifolk blev såret - en af dem var en fransk, kvindelig politibetjent. Politiet dræbte den ene af de bevæbnede mænd, en 35-årig algerier. To andre mistænkte er anholdt.

Under politiaktionen i den belgiske hovedstad blev der fundet et flag for Islamisk Stat.

Efterforskere tror, at meget af den planlægning, der gik forud for en islamistisk massakre på 130 mennesker i Paris i november sidste år, skete i Bruxelles.

/ritzau/AFP