Tv-station undskylder for at rode i flyoffers kuffert

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

Britiske Sky News siger nu undskyld, efter at en af tv-stationens journalister i en liveudsendelse gennemrodede nedfalden bagage fra passagerflyet MH17, som torsdag tilsyneladende blev skudt ned i Ukraine.

I en nyhedsudsendelse fra nedstyrtningsstedet gennemsøgte reporteren Colin Brazier personlige ejendele i en åben kuffert, der tilhørte en af de 298 mennesker, der på tragisk vis mistede livet i katastrofen.

Journalisten samlede under tv-udsendelsen et sæt nøgler op fra kufferten, men sagde samtidig, at "vi burde ikke gøre det her".

Udsendelsen er blevet mødt med vrede på sociale medier, hvor flere kræver journalisten fyret, og Sky News beklager nu reporterens opførsel.

- I dag afspejlede Colin Brazier den menneskelige tragedie af begivenheden og viste seerne indholdet af et af ofrenes bagage, mens han rapporterede fra det sted, hvor MH17 styrtede ned, skriver en talsmand for Sky News.

- Colin indså straks, at det var upassende og sagde det live. Både Colin og Sky News undskylder mange gange for enhver forargelse, som det har forårsaget, lyder det videre.

Tv-journalistens uheldige opførsel kommer samtidig med, at Australien har opfordret til at behandle de mange ofre med respekt. Der har været historier fremme om, at folk tramper rundt i nedstyrtningsstedet og forhindrer efterforskerne i at komme til at undersøge området.

Australien mistede 27 statsborgere i ulykken. 193 mennesker på flyet var fra Holland.

Passagerflyet MH17 var på vej fra Holland til Malaysia, da det åbenbart blev skudt ned over det uroplagede Østukraine, hvor prorussiske separatister kæmper mod ukrainsk militær. De foreløbige efterretninger tyder på, at separatisterne står bag nedskydningen.

/ritzau/AFP