Tv-stjerner: Badehotellet er ren lysterapi

Flotte, lyse klæder, store smil og evig sol og sommer.

Det kan være svært ikke at blive glad og drømme sige væk fra den kolde vinter og ud i sommerlandet, når man ser tv-serien "Badehotellet".

Også for de medvirkende skuespillere, der, selv når de på en regnvejrsdag optager indenfor i kulisserne, er badet i kunstigt sollys.

- Når vi optager, er vi konstant i sollys. Man går nærmest rundt og får lysterapi, siger Mads Wille, der spiller grev Ditmar, der langt fra er den eneste, der nyder aldrig at skulle kigge på vejrudsigten.

- Det er altid godt vejr. Det er herligt og man bliver glad i låget, udtaler Lars Ranthe.

Men det er ikke bare det evige solskinsvejr, der kan tage æren for, at ingen af skuespillerne fra serien kan lade være med at påpege, hvor ekstraordinært sjovt de har det under optagelserne.

- Vi har virkelig grinet og haft det sjovt. Vi har pænt tøj på, solen skinner og vi laver noget, der let. Serien handler ikke om pædofili, død og ødelæggelse. Det handler om at have et dejligt liv, siger Lars Ranthe, der spiller rollen som grosserer Madsen.

Og netop de lette emner påpeger skuespillerinden Sonja Oppenhagen, der spiller rollen som Lydia Vetterstrøm, også som grunden til seriens store seeropbakning.

- Jeg tror "Badehotellet" er så populært blandt publikum, fordi der sker så mange grufulde ting i vores liv, som vi hører om i dag, men som man ikke hørte om dengang i 20'erne, siger den 66-årige skuespillerinde og fortsætter:

- Serien er behagelig for folk at se på. Man bliver ked af det, når man ser TV Avisen, men man bliver glad af at se "Badehotellet".

Trods dårlige anmeldelser er "Badehotellet" med 1,5 millioner seere i første sæson og 1,339 millioner seere efter premieren på anden sæson nemlig den mest sete fiktionsserie på TV2 siden "Strisser på Samsø".

Serien har dermed slået populære serier som både "Anna Pihl" og "Dicte".

Hvis seriens succes fortsætter, er drømmen hos folkene bag, at serien skal bestå af fire til fem sæsoner.

Anden sæson af "Badehotellet" består af syv afsnit. Det første blev sendt mandag den 12. januar på TV 2.

Newspaq

Dagens Gossip