Tv: Tyrkiet er i militær undtagelsestilstand

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

Tyrkisk militær erklærer militær undtagelsestilstand og landet er nu styret af et "fredsråd", meddeler TRT TV.

Der er erklæret udgangsforbud over hele Tyrkiet, rapporterer tv-stationen TRT.

En strøm af meddelelser er kommet fra tv-stationen i løbet af kort tid. Det er uklart, om den fløj af militæret, der forsøger at tage magten i Tyrkiet, har taget kontrollen med tv-stationen.

En anden tv-station, CNN Türk, citerer forsvarsminister Fikri Isik, der betegner meldingerne på TRT som "piratudtalelser".

Kort efter meddelelsen om, at der er indført undtagelsestilstand og udgangsforbud, gik skærmen i sort hos TRT.

I meddelelsen hedder det endvidere, at det såkaldte fredsråd "garanterer tyrkiske borgeres frihed".

Ifølge den oplæser, der viderebringer meddelelsen på TRT, er det demokratiske og sekulære styre i landet blevet undergravet af præsident Recep Tayyip Erdogans regering.

En ny forfatning er under udarbejdelse, lyder det.

Soldater har indtaget kontroltårnet i Atatürk-lufthavnen, der er Tyrkiets største. Det rapporterer det private nyhedsbureau DHA. Militæret har stoppet flytrafikken og taget kontrol med lufthavnen, rapporterer nyhedsbureauet.

En talsperson fra Lufthansa og British Airways siger, at de to selskabers fly til Tyrkiet bliver omdirigeret eller vender tilbage til den lufthavn, de er lettet fra.

Soldater er ligeledes trængt ind i regeringspartiet AKP's hovedkvarter i Istanbul og har bedt alle om at forlade bygningen. Det siger lederen af partiets afdeling i Istanbul til tv-stationen CNN Türk.

/ritzau/Reuters