Tv-værter ramt af kræftsorg

De har haft kræften tæt på og er derfor ikke i tvivl om, hvorfor de støtter 'Knæk Cancer'-projektet, der samler penge ind til kampen mod kræft. Det fortæller en række tv-værter fra blandt andet 'Go' Morgen Danmark' og 'Vild med dans' til Billed Bladet.

Morten Resen fra 'Go' Morgen Danmark' er en af de værter, der har haft kræften tæt på i den nærmeste familie. Han vil ikke sige, hvem der blev ramt af sygdommen, men det har været hårdt for hele familien, fortæller tv-værten til Billed Bladet:

- Det kom som et lyn fra en klar himmel. Derfor prøver jeg at huske mig selv på at nyde det, jeg har, lige fra det jeg slår øjnene op om morgenen, siger Morten Resen og tilføjer:

- Det fylder ikke kun hos personen, som er ramt, men også os andre tæt på. Det er svært.

'Vild med dans'-vært Claus Elming fik også kræftsygdommen tæt på livet, da hans far fik konstateret tyktarmskræft:

- I første omgang kom han på hospitalet til tjek for en for lav blodprocent og var død i 12 sekunder, fortæller Claus Elming, hvis far heldigvis overlevede kræften:

- Han overlevede ikke blot, men blev den glade, sjove, sociale far, som jeg kender, siger Elming til Billed Bladet.

Michèle Bellaiche har mistet en nær veninde til kræft, og hendes mor er også blevet ramt af sygdommen, fortæller hun til Billed Bladet.

- For halvandet år siden blev min mor ramt af kræft i tarmen og var igennem et hårdt sygdomsforløb. Hun har været sej og er raskmeldt i dag. Hun var ikke så hårdt ramt af kemobehandlingen med undtagelse af håret, som hun mistede, fortæller Bellaiche, der tilføjer, at hun bruger erfaringen til at få det bedste ud af hver dag.

Mikkel Beha-Erichsen fortæller, at han mistede sin mor til tarmkræft, selv om hun levede sundt og hverken røg eller drak alkohol:

- Hun endte på hospice, og de var så søde at låne os nabostuen, så her var vi ofte 20 mennesker samlet i den sidste tid. Vi var kolleger i mange år på TV 2, og hun var både min mor, en god ven, en god kollega og en sparringspartner, siger han til Billed Bladet.

'Knæk Cancer'-kampagnen er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV 2. Tv-kanalen har dedikeret hele ugen til projektet, der slutter med et stort indsamlingsshow fredag den 27. oktober, hvor en række kendte danskere sidder klar ved telefonerne for at tage imod danskernes bidrag.

Dagens Gossip