TV2: Folk har ret til at klage over medierne

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Pressenævnet giver TV2 og Ekstra Bladet alvorlig kritik for omtale af kaptajn Eddy Lopéz, der var gidsel hos somaliske pirater i 838 dage.

- Vi tager kendelsen til efterretning. Det er sådan, de ser det. Jeg har hele vejen igennem beklaget, at kaptajnen Eddy Lopéz har følt sig krænket af den dokumentar, og det står jeg selvfølgelig stadigvæk ved, siger nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby, til Ritzau.

TV2 får alvorlig kritik for udsendelsen "De danske gidsler - mareridtet i Somalia", der blev sendt på kanalen i maj. TV2 burde have gjort opmærksom på, at kaptajnen ikke kunne udtale sig frit, fordi han var omgivet af bevæbnede vagter.

Samtidig undlod TV2 at få kaptajnens udtalelser i udsendelsen bekræftet eller kommenteret af kaptajnen, da han var blevet frigivet.

- Som ansvarshavende for et medie, så udgiver man - og folk har ret til at klage. Nogen gange får de ret - og nogen gange får de ikke ret, siger nyhedsdirektøren.

- Vi har jo ikke været enige i den klage, Eddy Lopéz er kommet med. Det er derfor sagen er endt i Pressenævnet, der er enig med klageren, siger Michael Dyrby.

Pressenævnet mener, at de meget stærke billeder og interview med kaptajnen ikke burde være blevet bragt uden kaptajnens samtykke. Der var tale om meget private udsagn af en kaptajn, der sad i fangenskab.

TV2 har ikke beskyttet kaptajnens personlige anseelse eller vist hensynsfuldhed og takt overfor kaptajnen.

Pressenævnet kritiserer dog ikke, at pressen dækkede sagen, fordi sagen har almen samfundsmæssig interesse.

- Jeg noterer mig med tilfredshed, at nævnet når frem til, at sagen har offentlighedens interesse, påpeger Michael Dyrby.

Pressenævnet har pålagt TV2 at bringe nævnets resumé i to nyhedsudsendelser klokken 19 og klokken 22. Begge gange inden for de første fem minutter af udsendelsen.

/ritzau/