TV2 her til aften: L.O.C. fortsætter med Voice trods voldsdom

L.O.C. blev i dag ved retten i Odense idømt 40 dages betinget fængsel for vold.

Under festivalen Rock Under Broen i Middelfart i sommer slog han en mand med enten knytnæve eller flad hånd, og det udløser den betingede voldsdom.

Men dommen får ikke konsekvenser for den populære rappers deltagelse som coach i programmet Voice på TV2.

- Der er blot tre direkte Voice-shows tilbage, og vi har et ansvar over for seerne og ikke mindst over for de deltagere, som har arbejdet hårdt for at nå så langt i konkurrencen. Liam O'Connor har i dag fået sin straf, og vi ønsker ikke - ved at udelukke ham fra de sidste shows - at lade det gå over hans deltagere i programmet, for vi vurderer, at det uden Liam O'Connor som coach ikke vil være muligt at afgøre Voice på retfærdig vis, siger Keld Reinicke, der er chef for strategisk programudvikling på TV2.

Han og TV2 tager dog klart afstand fra voldsepisoden.

Hos TDC, hvor L.O.C. bliver brugt i markedsføringen af teleselskabet, ved man endnu ikke om sagen får konsekvenser.

Dagens Gossip