TV2 opretter korrespondentkontor i Ukraine

Den alvorlige politiske situation i Ukraine, der har fået frygten for en ny kold krig til at vokse, fører til, at TV2 nu opretter et fast korrespondentkontor i Ukraine.

Ulla Terkelsen rykker til Kiev, hvorfra hun skal dække begivenhederne i denne del af Europa, som hele verdens øjne er rettet imod.

- Ulla Terkelsen har været journalist i 50 år, hun har dækket Den Kolde Krig, og hun har været korrespondent i de tidligere østlande. Ulla Terkelsen har det indgående kendskab til europæisk og international politik og historie, der sikrer overblik og perspektiv i dækningen af en storpolitisk krise, siger TV2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

Han siger, at det er vigtigt for Nyhederne at være stærkt til stede i Ukraine i den aktuelle situation, og derfor skal tv-stationen have sit eget kontor i landet.

- Ifølge både eksperter og flere udenrigsministre har begivenhederne på Krim-halvøen og i Ukraine skabt den alvorligste krise siden Murens fald mellem Europa og USA på den ene side og Rusland på den anden side. Den udvikling skal vi følge for de danske tv-seere fra vores korrespondentkontor, som fortsætter i en ikke-fastsat periode, siger Michael Dyrby.

TV2 har tidligere etableret korrespondentkontorer i længere perioder.

Dagens Gossip