TV2 sætter fokus på lockouten af lærere

Tirsdag den 2. april træder den varslede konflikt - lockoutet af lærere - i kraft.

Lærerne er låst ude, skolerne kører på nødblus, hundredtusindvis af elever kan ikke få undervisning. Det er virkeligheden fra på tirsdag.

Fra lockoutens første dag følger TV2 situationen tæt fra morgenstunden, hvor TV2s regioner sender klokken 06.30, 07.30 og 08.30. TV2 Nyhederne sender ekstra klokken 17.30 om konflikten, ligesom TV2 News dækker lockouten tæt.

Tirsdag aften klokken 21.25 rykker TV2 ind på Ålholm Skole i Valby med det direkte program "Vores skole – lukket". Cecilie Beck er vært, og konfliktens hovedpersoner – fra regering til forældre – stiller op til diskussion om lockouten og dens konsekvenser.

Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening, Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, Lars Løkke Rasmussen, Venstre, Michael Ziegler, KL, Anders Balle, skolelederne, Vera Rosenbeck, formand for Danske Skoleelever, forældre, bedsteforældre og lærere stiller op og diskuterer:

Hvad er løsningen på konflikten? Hvor længe skal den vare? Hvor er heldagsskolen – er den blevet udsat? Og bliver børn klogere af at gå længere tid i skole?

Henrik Qvortrup, digital redaktør, inddrager spørgsmål fra brugerne på tv2.dk i den direkte debat fra Ålholm Skole.

Dagens Gossip