TV3 hyrer Riis til VM i cykling

Bjarne Riis bliver en del af et hold bestående af blandt andre Jes Dorph, Jesper Worre og Frank Høj, der på TV3 Sport skal vise VM-løbene til de danske seere, og TV-stationen bryster sig af at have fået Team Saxo-Tinkoff-ejeren med ombord:

- Vi er stolte af at kunne tilføje nationens største cykelkapacitet, Bjarne Riis, til vores dækning, siger TV3 Sportens chef, Peter Nørrelund.

- Bjarne Riis har i et langt cykelliv samlet en helt unik viden om sporten, om rytterne og om cykelsportens anatomi. Ingen kan vist bestride, at Riis er en kapacitet og har en kæmpe viden og indsigt. Samtidig er vi glade for, at vi kan supplere med Frank Høj. Den humørfyldte eks-rytter vil sammen med Riis og Jes Dorph løbende analysere søndagens landevejsløb fra studiet i Firenze. Jeg er sikker på, at seerne kan se frem til både kvalificerede analyser, og underholdende kommentarer fra de tre, siger Peter Nørrelund.

Bjarne Riis selv ser frem til at dele ud af sin viden omkring cykelsport for TV3:

- Jeg glæder mig til VM. Det er et af sæsonens højdepunkter, og forhåbentlig kan jeg bidrage med noget inside-viden og nogen analyser af løbet, som kan gøre seerne klogere på udviklingen i løbet. Jeg tør godt love et fantastisk cykelløb. Der køres på en rigtigt god rute, og i et rigtigt smukt område i Toscana og Firenze. Det kan kun blive godt, siger Bjarne Riis.

Bjarne Riis skal være en del af ekspert-holdet omkring VM, mens det er David Kroner og Jesper Worre, der sidder som kommentatorer på løbene alle dage.

Dagens Gossip