Tvangsarbejdere kommer ofte fra Østeuropa

I perioden 2007-2013 har Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen identificeret 33 ofre for tvangsarbejde i Danmark.

Både ofrene og bagmændene har som regel rødder i Østeuropa. Det siger specialkonsulent i Center mod Menneskehandel Anders Lisborg.

- Det er primært folk, som kommer fra Østeuropa, men der har været enkelte tilfælde af folk, som kommer fra Afrika. Det, vi mange gange ser, er, at bagmændene ofte er af samme nationalitet.

- De importerer nogle arbejdsstandarder, vilkår og måder at behandle hinanden på til Danmark. Det kan i de værste tilfælde udmønte sig i, at det er tvangsarbejde eller menneskehandelssager, siger Anders Lisborg.

Center mod Menneskehandel registrerer ofrene og koordinerer indsatsen mod menneskehandel gennem et tæt samarbejde med politiet, fagforeningerne, arbejdstilsynet og Skat.

Selv om der er identificeret 33 ofre for tvangsarbejde i Danmark, er der endnu ikke bagmænd, som er dømt efter straffelovens paragraf om menneskehandel i sager, der ikke drejer sig om prostitution.

Det kan der imidlertid snart blive lavet om på. Retten i Helsingør behandler i øjeblikket to sager, hvor i alt fire bagmænd er tiltalt for at have udnyttet rumænske rengøringsassistenter under slaverilignende forhold.

Det er ikke kun i rengøringsbranchen, bagmænd har udnyttet udenlandske statsborgere til store mængder arbejde mod en beskeden løn til gengæld.

- Vi har kendskab til lignende situationer i andre brancher, hvor der er brug for relativt lavtlønnet og ufaglært arbejdskraft. Vi ser blandt andet grænsetilfælde til udnyttelse i byggesektoren, på landbrug og på gartnerier, siger Anders Lisborg.

Han forklarer det er en tendens man også ser i mange andre europæiske lande.

Der falder dom i den første sag om menneskehandel og tvangsarbejde torsdag 6. marts.

/ritzau/

Dagens Gossip