Tvillinger er Sveriges VM-frelsere

Kritikken har haglet ned over stakkels Tre Kronor, og kun én ting eller rettere to synes at kunne redde svenskerne fra at lide samme sørgelige skæbne som sidste år, hvor de røg ud i kvartfinalen.

Det er Daniel og Henrik Sedin, tvillingerne fra Vancouver Canucks.

De er allerede udråbt som frelsere inden den sidste puljekamp mod Danmark og den forventede og frygtede kvartfinale mod Canada.

Sedinerne ser frem til kampene i Globen og synes ikke tynget af det store pres.

- Det har vi levet med i 12 år, så der er ingen fare. Personligt synes jeg, at man bliver bedre af pres, siger Henrik Sedin.

Daniel Sedin: - Powerplay bliver vigtigt. Det gælder om at have selvtillid. Man skal føle, at man kan lave mål i hvert eneste skifte, man får. Har man dén følelse, er man farlig. Det her er en opgave, vi skal løse som et hold. Om det er os, der laver mål, eller andre spiller ingen rolle for os.

Henrik og Daniel Sedin vil tage revanche for Vancouver Canucks' exit i fire kampe til San Jose Sharks og prøve at få gang i scoringen. Henrik har ikke lavet mål i de sidste 14 matcher, og Daniel har kun lavet to i de sidste 17. De var milevidt fra deres gyldne år i 2009/10 og 2010/11.

Da tvillingerne debuterede for Modo i Elitserien som 17-årige, var det Per Bäckman, der gav dem chancen. Den danske landstræner trænerede dengang Modo.

Og tirsdag aften er Per Bäckman for sidste gang i den danske boks, når Danmark møder Tre Kronor med Daniel og Henrik Sedin.

Kunne man give en af de største trænerprofiler i dansk idræt en flottere og mere spektakulær afsked.

Dagens Gossip