Tvillinger stukket ned i frikvarter

To tvillingbrødre på 18 år er mandag middag blevet stukket ned på CPH West gymnasiet i Ishøj. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- I et af frikvarterne kommer gerningsmanden over og snakker med dem og trækker dem til side. Der opstår et skænderi mellem dem, og det udvikler sig til et knivstikkeri, siger politikommissær Ole Nielsen til Ritzau.

De to tvillinger blev bragt til Køge Sygehus kort efter hændelsen. De meldes begge uden for livsfare.

Politiet er nu i gang med at afhøre den ene bror, der er blevet syet på den ene arm efter knivstikket.

Den ene bror har været til afhøring hos politiet, og han har fortalt, at der er ingen relation er mellem dem og gerningsmanden. Han har muligvis set manden før, men mener ikke, at han går på gymnasiet.

- Vi er nu i gang med at lede efter gerningsmanden, siger politikommissær Ole Nielsen til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip