Tvillingfar: Jeg har aldrig ønsket at dræbe mine døtre

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Det var en bevæget 59-årig, der med dirrende stemme fik det sidste ord i retten tirsdag, hvor anklager og forsvarer fremlagde argumenterne for og imod, at familiefaren havde til hensigt at dræbe sine døtre, da han stak dem med en kokkekniv sidste år.

- Jeg vil kun sige, at jeg ikke forstår situationen. Jeg elsker mine døtre og har altid forkælet dem. Under ingen omstændigheder har jeg ønsket, at de skulle dø, sagde faren i retten.

I august 2012 gik den 59-årige, der også er kendt som TV-clairvoyant, løs på sine to dengang fireårige tvillingpiger, som blev stukket adskillige gange, før faren selv hoppede ud ad vinduet på første sal i Rigshospitalets Ronald McDonald-Hus, hvor familien boede på grund af den ene datters sygdom.

Den tiltalte sagde i retten, at han ikke troede på det, der var sket, da han vågnede op.

- Jeg er gået igennem min ene datters sygdomsforløb og gjort det bedste for dem. Da jeg vågnede omgivet af politifolk, bønfaldt jeg dem om at fortælle, hvad der var sket, men det ville de ikke, sagde han og tilføjede:

- Det tog fire dage, før de lyttede til mig og fortalte, hvad der var sket. Jeg brød helt sammen og sagde, at det ikke var muligt, det var ikke muligt. Det, jeg ønsker mest, er, at mine børn skal overleve og have et lykkeligt liv. Det er min førsteprioritet.

Der skal nu tages stilling til, hvorvidt familiefaren er skyldig i drabsforsøg eller vold. Hverken han selv eller forsvareren nægter, at det var faren, der førte kniven og efterlod sine døtre døende på en sofa i det aflåste værelse.

Begge piger var i livsfare efter det voldsomme overfald. Den ene datter har fået en hjerneskade, spastiske lammelser og synsnedsættelse grænsende til blindhed.

Hun var i forvejen indlagt med en nyresygdom, og den mulige transplantation er blevet udskudt og muligvis aflyst på grund af hendes skader.

Den anden datter har fået "grimme" og "vansirende" ar i ansigtet og på kroppen.

Kendelsen om farens skyld bliver afsagt 14. november klokken 14.

/ritzau/