Tvind-afgørelse ventes torsdag formiddag

Retsmødet, som begyndte klokken ti, trak ud til kort efter klokken 18, og derfor slog retten fast, at afgørelsen først vil falde torsdag.

Inden retsformand Lis Frost kunne slå det fast, udspillede der sig imidlertid et længere slagsmål på ord mellem Tvind-ledernes forsvarere og anklagemyndigheden, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), også kendt som Bagmandspolitiet.

Anklagere Erling Vestergaard og Søren Halling-Overgaard skulle gøre rede for, hvorfor der bør udstedes en international fængslingskendelse mod Tvind-lederne, som befinder sig på et ukendt sted i udlandet. Herunder fremlagde de, at Tvind i begyndelsen af 1990erne var så økonomisk hårdt ramt, at organisations bank krævede, at lærergruppen indbetalte penge, som ifølge jyllands-posten.dk skulle dække overtrækket på 12-14 millioner kroner.

»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de tiltalte alle søgte at kanalisere penge fra Tvinds humanitære fond til lærergruppens økonomi og kommercielle aktivitet, fordi lærergruppen var hårdt økonomisk presset i 1990-1992,« sagde anklager Søren Halling-Overgaard.

De store pengebeløb gik dog blandt andet til finansiering af projekter i Tahiti og i Malaysia samt af en luksusejendom på Fisher Island i Miami i perioden 1990-1992. Altså projekter, der ifølge anklagemyndigheden ikke var berettigede til fondsmidlerne.

Forsvarerne kritiserede efterfølgende i en fælles erklæring anklagemyndighedens redegørelse for ikke at være »kortfattet« og for at bruge forklaringer fra sagen mod Poul Jørgensen. Det selv om tidligere statsadvokat Elsemette Cassøe i 2007 indgik en aftale om, at anklagemyndigheden ikke ville anvende forklaringer afgivet i Poul Jørgensen-sagen som beviser i sagerne mod de andre Tvind-ledere.

»Har man afgivet løfte om, at man ikke vil bruge Poul Jørgensen-forklaringer i ankesagen, så bør man også holde de forklaringer helt ude af ankesagen,« lød det fra forsvarsadvokat Niels Ulrik Heine.

Kendelsen bliver sendt skriftligt til forsvarerne og anklagemyndigheden.

Dagens Gossip