Tvind-stifter har ikke fået opholdstilladelse i Mexico

Skrevet af admin

14/04/2016

Dagens topnyheder

En tiltale for skattesvig og underslæb venter Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, hvis han kommer til Danmark. Og det skal han, hvis det står til de danske myndigheder, der allerede for et par år siden begærede Tvind-stifteren udleveret.

I forbindelse med statsbesøget fra Mexico har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taget sagen op med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto.

Det skete, efter forlydender om at Mogens Amdi Petersen i et forsøg på at undgå udlevering har indgivet en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til de mexicanske myndigheder.

Den ansøgning er dog ikke blevet imødekommet, fastslår Mexicos præsident på et pressemøde i Statsministeriet torsdag:

- Det er ikke sandt, at Mexico har givet et humanitært visa til Mogens Amdi Petersen, siger Enrique Peña Nieto og tilføjer med henvisning til et spørgsmål om en udlevering til Danmark:

- Det er op til de relevante myndigheder at beslutte, hvad der skal ske i sagen.

Mogens Amdi Petersen var dog kun en biting i samtalerne mellem Lars Løkke Rasmussen og Enrique Peña Nieto.

Det vigtigste emne for statsbesøget var at styrke samhandlen mellem Danmark og vækstlandet Mexico. Her har parterne talt om en udvidelse af samhandlen, som sidste år var på 4,4 milliarder kroner.

Det beløb bliver nu formentlig større, efter at Mexico og Danmark har underskrevet en række politiske og kommercielle aftaler under besøget, der slutter torsdag.

- Under besøget har jeg mødt mange erhvervsfolk, som jeg har fortalt om mulighederne i Mexico. Vi ser blandt andet mulighed for samarbejde inden for grøn teknologi, sundhed og miljøbeskyttelse, siger Enrique Peña Nieto og tilføjer:

- Den bilaterale handel mellem vores to lande vokser hurtigt. Og Danmark er et af de EU-lande, der investerer mest i Mexico, siger Enrique Peña Nieto.

Han fremhæver samtidig, at et en meget høj andel af befolkningen i Mexico kæmper med diabetes. Her har Danmark ekspertise, som kan hjælpe Mexico, siger han.

Han brugte samtidig lejligheden til at invitere Lars Løkke Rasmussen til et genbesøg i Mexico med henblik på at udvide samarbejdet yderligere. En invitation, som Løkke takkede for og lagde op til at indfri, når det bliver muligt.

Under samtalen med Enrique Peña Nieto har Løkke også berørt det ømtålelige spørgsmål omkring Mexicos forhold til menneskerettigheder.

I øjeblikket er mere end 27.000 personer savnet i Mexico, og Amnesty International vurderer, at de mange forsvundne samt en udbredt brug af tortur er blandt de største menneskeretlige problemer i landet.

Enrique Peña Nieto svarede, at Mexico arbejder målrettet på at respektere menneskerettighederne:

- I de sidste ti år har Mexico været åben for undersøgelse fra internationale instanser, der overvåger menneskerettigheder.

- Over 70 procent af anbefalinger har ført til ændringer i lovgivning og administrativ praksis for at fremme menneskerettigheder, siger Enrique Peña Nieto.

/ritzau/