Tvis Holstebro truer DHF med landsholdsboykot

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Håndboldklubben Team Tvis Holstebro overvejer at lade sine kvindelige landsholdsspillere blive hjemme fra samlinger med det danske og svenske landshold.

Det sker som følge af, at en af klubbens kampe på grund af tv-visning er blevet flyttet fra 18. oktober til 13. oktober. Dermed har cheftræner Pether Krautmeyer ikke mulighed for at råde over sine spillere i dagene op til kampen, hvor klubben møder Silkeborg-Voel.

Tvis Holstebro har Lærke Møller med det danske landshold til EM-kvalifikationskampe, mens trioen Linn Blohm, Nathalie Hagman og Jamina Roberts er med det svenske landshold på træningslejr.

- Det betyder, at vi nærmest ikke har spillere hjemme i dagene op til kampen. De tre svenskere er i Holstebro 12. oktober, altså dagen inden kampen mod Silkeborg-Voel, og det er helt sort, at vi skal spille en kamp under de vilkår - også fordi Silkeborg-Voel ikke har spillere af sted, siger Pether Krautmeyer til klubbens hjemmeside.

- Vi har kontaktet Dansk Håndbold Forbund (DHF), men har fået den besked, at vi ikke skal regne med, at kampen kan flyttes. Bliver kampen ikke flyttet, er vi nødt til at overveje, om vi skal nægte vores landsholdsspillere at tage af sted, siger træneren.

Det danske kvindelandshold spiller 11. oktober en udekamp i Portugal.

/ritzau/