Tvis-profil i fare for at misse slutspillet

Team Tvis Holstebro risikerer at måtte undvære en af holdets største profiler, når håndboldslutspillet begynder om få uger.

Allerede i første halvleg af onsdagens kamp mod Sønderjyske måtte bagspilleren Michael Damgaard udgå med en beskadiget hånd, og de første bulletiner lover ikke alt for godt.

Torsdag eftermiddag blev Damgaard undersøgt grundigt af en specialist, og han nåede frem til, at skaden kræver en operation.

- Jeg har det af lort, siger en sønderknust Michael Damgaard over telefonen til TV2 Sport.

Operationen sker allerede fredag og betyder med stor sandsynlighed, at sæsonen er slut.

- Jeg håbede på at kunne fiske ud af ham, at jeg kunne spille igen allerede om en måned. Men han vil nok gerne have to-tre måneders pause, så det kan være sæsonen, der er røget. Men jeg må se tiden lidt an, siger Damgaard.

Trods den kedelige udmelding håber Damgaard stadig på, at han kan deltage i slutspillet. Han klynger sit håb til, at det - trods alt - ikke er hans højre hånd (skudhånden), der er problemet.

- Jeg kan nogenlunde tilpasse mit spil på at passe på min venstre arm. Men selvfølgelig vil jeg nok også møde modstandere, der nok ikke gider tage forbehold for det.

- Men det er netop derfor, jeg ikke helt vil afskrive det endnu, lyder det optimistisk fra landsholdsspilleren, som med 177 mål blev nummer to på topscorerlisten i Boxer Herreligaens grundspil.

- Man kan tape op og bruge skinne og lidt af hvert, men jeg fik også at vide, at jeg kunne miste al bevægelighed i håndleddet, hvis det er, jeg risikerer noget. Så det er selvfølgelig noget, jeg er nødt til at tænke over, påpeger Damgaard.

Team Tvis Holstebro er i slutspillet havnet i pulje med KIF Kolding København, Skjern Håndbold og Århus Håndbold. Slutspillet begynder den 1. april.

/ritzau/

Dagens Gossip