Tvis-træner: Det handler om noget mentalt

Skrevet af admin

02/04/2015

Dagens topnyheder

Søndagens nederlag i pokalfinalen mod Skjern gjorde ondt. Men det skal ikke være en undskyldning for, at Team Tvis Holstebro igen tabte til Skjern.

Det mener Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen efter onsdagens 24-29-nederlag i den første kamp i slutspillet.

- Det vil være det nemme svar. Selvfølgelig gjorde det ondt på os, at vi tabte så tæt en kamp, og at vi så skulle møde dem igen så hurtigt. Men det er ikke nogen undskyldning.

- Vi burde være kommet med noget mere. Det kunne vi ikke, og det må vi bare hjem og arbejde videre på, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Skjerns målmand, Søren Pedersen, havde nemt ved at redde Tvis-skuddene, og nogle gange greb han tilmed forsøgene.

- Kvaliteten af skuddene var så tilpas dårlig, når de endte med at være gribere. Og det ved spillerne også godt. Så bliver det svært.

- Det handler ikke så meget om, at vi skal hjem og træne. Det handler om noget mentalt. Jeg vil hellere have, at vi spiller, til armen bliver taget op, end at vi bare sjasker lortet af sted, siger Tvis-træneren.

- Vi manglede lige de sidste 10 procent. Vi blev lidt usikre i starten, fordi vi tabte nogle mand-mand-dueller, vi ikke er vant til at tabe.

- Så spredte der sig hurtigt uro, og det fik vi ikke styr på. Vi blev ved med at tabe duellerne, og det gjorde, at det blev helt skidt til sidst.

- Skjern spillede en fin kamp og dækkede især fornuftigt op i deres 6-0-forsvar. Vi havde ikke nogen, der kunne åbne deres forsvar op, siger Klavs Bruun Jørgensen.

På søndag skal Team Tvis hjemme møde Århus Håndbold, og med en sejr i den kamp, er holdet tilbage i kampen om at nå videre til DM-semifinalerne, mener Klavs Bruun Jørgensen.

- Chancerne i slutspillet er ganske udmærkede, hvis vi lige får spændt hjælmen, får mere gods i stængerne og skudarmen. Så tror jeg på, at vi er inde i kampen igen, hvis vi slår Århus Håndbold på søndag, siger han.

/ritzau/