Tvivl om Andy Schlecks fremtid: Intet at forhandle med

Skrevet af admin

18/07/2014

Mest læste i dag

Andy Schlecks fremtid i cykelsporten svæver i det uvisse, efter at han styrtede og udgik af Tour de France, løbet hvor han omsider skulle bevise sit værd.

Luxembourgeren, som tre gange er blevet nummer to i Touren, har intet vist siden 2011, og han har ikke noget at smide på forhandlingsbordet, når han skal forsøge at forlænge sin Trek-kontrakt, der udløber i år.

- For Andys vedkommende er der ikke så meget at forhandle med. Det er såre simpelt. For hans vedkommende er det et spørgsmål, om man tror på, at han kan komme tilbage, siger sportsdirektør Kim Andersen.

Både Fränk og Andy Schleck har kontraktudløb i denne sæson. Det ser lidt bedre ud for Fränk Schleck, forklarer den danske sportsdirektør, som har fungeret som træner og mentor for de to luxembourgere, siden de indledte deres karrierer.

- Jeg tror og håber, at de har en chance for at forlænge med holdet. Fränk gør det i hvert fald okay. Hvad der sker med Andy, ved jeg ikke. Men jeg står ikke for forhandlingen med ryttere, siger Kim Andersen.

For Trek handler det ifølge danskeren i øjeblikket om at styrke holdet, så man fra næste sæson kan køre med om sejren i blandt andet Tour de France.

Det har Andy Schleck tidligere bevist, men de seneste tre år har han ikke vundet et eneste cykelløb.

- Det kommer an på, om han vil. Han skal først have knæet helet. Han siger, at han gerne vil komme tilbage. Det kræver et større stykke arbejde nu, da han er blevet ældre, siger Andersen.

Sportsdirektøren håber, at det lykkes at få de to brødre tilbage på sporet.

Fränk Schleck, som har været ude med en dopingsag, ligger aktuelt næstbedst af Treks ryttere i klassementet, hvor han er mere end 10 minutter efter den førende Vincenzo Nibali.

Schleck mistede fire minutter på en punktering på 5. etape.

Andy Schleck blev noget tid efter sin andenplads i Touren 2010 udråbt til vinder, da Alberto Contador blev dopingdømt.

/ritzau/