Tvivl om tunesisk rapport om jihad-sex

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Da myndighederne i Tunesien for nylig meddelte, at en strøm af unge kvinder havde forladt deres hjem for at tage til Syrien på en såkaldt "sex-jihad" for at trøste militante oprørerne, var det et chok for mange.

Mange mødte også oplysningerne med skepsis, og BBC har forsøgt at få oplyst mere om sagen, der er omgærdet af mystik og måske mest er politisk propaganda.

Tunesiens indenrigsminister Lotfi ben Jeddou sagde i september i det nationale parlament, at tunesiske kvinder var rejst til Syrien, hvor "de havde seksuelle forhold med 20, 30, 100 militante."

- Efter deres seksuelle forhold, som de har i den hellige krigs navn, kommer de gravide hjem, sagde han.

Ben Jeddou uddybede ikke, hvor mange tunesiske kvinder der er kommet gravide hjem efter forhold til "jihad-krigere" i Syrien.

Kritikere siger nu, at påstandene er politisk propaganda, og at de er uden hold i virkeligheden.

Myndighederne siger, at de i bjergene mellem Tunesien og Algeriet har anholdt 19 piger og kvinder, som de anklager for at have dyrket sex med krigstrætte militante i et forsøg på at højne deres kampmoral.

Det var her - i bjergene Jebel ech Chaambi - at rygterne om "sex-jihad" opstod først i forbindelse med kampe mellem Tunesiens hær og militante med bånd til al-Qaeda.

En af de berørte familier i byen Kasreen siger til BBC, at deres 17-årige datter er en af de 19 anholdte, og at hun er blevet offer for falske anklager

- Det er falske anklager. Hun har aldrig været bjergene Jebel ech Chaambi, siger moren, som er sikker på, at datteren er uskyldig.

- Måske er hun blevet hjernevasket af ekstremister. Det kan jeg ikke vide, men jeg opfordrer indenrigsministeriet til at frigive min datter fra fængslet.

Islam forbyder en sådan praksis, som er en form for frivillig prostitution, siger en islamisk lærd, Fareed Elbaji.

Radiojournalist Zuhir Eljiis pointerer, at indenrigsministeren ikke har fremlagt beviser og ikke har oplyst nogen tal.

- Han gav indtryk af, at det var et stort emne, men måske blev han fanget ind i et politiske spil mellem rivaliserende partier, siger han.

Indenrigsministeriet har afvist at lade BBC møde nogle af de anholdte piger.

En talsmand for ministeriet siger, at der vil blive fremlagt beviser og tilståelser ved en retssag.

- Beviserne er baseret på tip fra vidner, aflyttede telefonsamtaler og Facebook-sider. Vi har også tilståelser, siger indenrigsministeriets talsmand.

/ritzau/