Tvivlen er afblæst: Svenskerbrag spilles som planlagt

Skrevet af admin

14/11/2015

Mest læste i dag

Lørdagens EM-playoffkamp mellem Sverige og Danmark i Stockholm bliver spillet som planlagt klokken 20.45.

Der var en risiko for, at kampen ville blive aflyst som følge af de blodige angreb i Paris, der fredag aften kostede mellem 120 og 150 mennesker livet.

Det Svenske Fodboldforbund oplyser til svensk TV4, at man har fået grønt lys til at afvikle kampen.

- Kampen bliver helt sikkert spillet, siger kommunikationschef Niklas Bodell.

- Der var ikke nogen reel tvivl. Vi har holdt øje med udviklingen gennem natten og truffet bestemte beslutninger.

- Sammen med politiet og sikkerhedsfolkene har vi besluttet at højne sikkerhedsniveau fra et niveau, der i forvejen er højt, så alle, der kommer til kampen, kan føle sig trygge og i sikkerhed, fortæller Bodell.

Sikkerhedsansvarlig for Det Svenske Fodboldforbund, Anders Sigurdsson, udtalte tidligere på formiddagen til SVT.

- Vi øger antallet af visiteringer og foretager ekstra kontroller i området. Det gør vi for, at tilskuerne skal føle sig trygge ved at komme her, siger han.

Danmark og Sverige mødes i to EM-playoffkampe. På tirsdag står de to hold over for hinanden i København. Den samlede vinder er sikret en plads ved næste års EM-slutrunde i Frankrig.

/ritzau/Reuters